Kapitel 3.2
Ragnar Lodbrogs endeligt
Slangerne i ormegården og vikingernes hævn
|
| Lindisfarne i dag |
I juni måned år 793 e.Kr. ramte en kold rædsel Englands nordøstlige kyst. Fra havet dukkede slanke, dragehovedede skibe op af tågen. Inden munke og bønder på den hellige ø Lindisfarne nåede at fatte uråd, stormede vilde, fremmede krigere i land med hævede økser. De plyndrede klosterets guld, huggede munkene ned foran alteret og forsvandt ligeså hurtigt, som de var kommet. Det var startskuddet til en ny og nådesløs tidsalder: Vikingetiden var over Europa, og den engelske jord skulle snart bades i blod.
Den engelske lærde Alkuin af York befandt sig ved Karl den Stores hof,
da han hørte nyheden. Han reagerede med dyb forfærdelse på det hedenske
angreb på klosteret på Lindisfarne den 8. juni 793.
I sine breve til kong Æthelred af Northumbria og biskop Higbald
tolkede han overfaldet som en guddommelig straf for folkets synder og et
hidtil uset chok for kristenheden.
Nogle årtier efter dette første chok, i det rige Northumbria, sad kong Ælla II (764–867) i sin borg i York. Han var en hård og stolt angelsaksisk hersker, der så med dyb foragt på de hedenske nordboere, der hærgede hans kyster. Han svor, at han ville knuse enhver viking, der vovede at sætte fod i hans rige.
Ragnar Lodbrogs endeligt
Skæbnen spillede kong Ælla en uventet trumf i hænderne, da et vikingeskib led skibbrud ud for Northumbrias kyst. Ombord var ingen ringere end den legendariske sagnkonge og vikingeleder Ragnar Lodbrog. Ragnar blev slæbt i lænker foran Ællas trone, våd og forslået, men stadig med et trodsigt og hånligt smil på læberne.
 |
| Ragnar Lodbrog er taget til fange af Kong Ællas mænd. De behandler ham respektfuldt. Han bliver ført til Kong Ælla, der vælger at kaste ham i ormegården |
Ælla ville statuere et eksempel, der skulle skræmme alle fremtidige plyndringsmænd fra at krydse havet. Han beordrede sine mænd til at føre Ragnar hen til en dyb stengrav på borgens område – en grav, der var fyldt med arrige og giftige hugorme.
Ragnar blev kastet ned i mørket til slangerne. Mens giften langsomt spredte sig i hans krop, og slangerne bed ham igen og igen, nægtede han at skrige af smerte. I stedet sang han en trodsig dødssang og råbte sine sidste, berømte ord op mod kong Ælla, der kiggede ned fra kanten:
"Grynte ville grisene, hvis de vidste, hvad galten lider!"
Ælla lo af vikingens hovmod, men han forstod ikke den dystre advarsel: Ragnar advarede om, at hans sønner – "grisene" – ville krydse havet for at tage en frygtelig hævn over deres faders morder.
Den Store Hedenske Hær og blodørnen
Ragnars profeti blev kong Ællas undergang. Da nyheden om faderens død nåede Norden, samlede sønnerne Ivar Benløs, Bjørn Jernside og Sigurd Orm-i-Øje den største vikingehær, verden endnu havde set: Den Store Hedenske Hær. De sejlede mod England, ikke for at plyndre hurtigt og flygte, men for at erobre og tilintetgøre.
I år 867 e.Kr. faldt York til vikingerne. Kong Ælla blev taget til fange af Ragnars sønner på selve den borg, hvor ormegården lå. For at hævne deres far ristede de, ifølge de gamle sagaer, den frygtelige "blodørn" på Ællas ryg – et offer til krigsguden Odin, hvor ribbenene blev skåret fri fra rygsøjlen og foldet ud som ørnevinger.
To riger, der smelter sammen
Selvom krigen mellem angelsakserne og vikingerne var præget af ekstrem vildskab, blev den også startskuddet til en dyb kulturel og familiær sammensmeltning. Gennem de efterfølgende årtiers fredsaftaler, landnam og strategiske ægteskaber blev det angelsaksiske kongeblod fra herskere som Ælla II og de nordiske vikingeslægter vævet tæt sammen.
Det er i dette krydsfelt mellem det kristne England og det hedenske Norden, at vores slægts rødder for alvor finder fodfæste. De to stridende verdener efterlod os en arv af uovertruffen viljestyrke, som mange generationer senere blev båret med hjem til de danske kyster og lagde grunden til Dronning Thyras eget folk i Jelling.
Slægtshistoriske Noter
- Kong Ælla II af Northumbria (764–867) – FS ID: PQM7-58D
- Rey Ragnar Lodbrok – FS ID: PXQW-3NN
Kommentarer
Send en kommentar